“Urmagerens datter” af Kate Morton

urmagerens datter

Original titel: The Clockamker’s daughter
Forfatter: Kate Morton
Oversat af: Ulla Oxvig
Genre: Skønlitteratur
Sider: 480
Forlag: Cicero
Udgivelsesdato: 21. marts 2019

 

 

 

Tak til Cicero for anmeldereksemplaret

Jeg følte at der var meget, som man skulle holde styr på i forhold til historien og personerne. Men det er helt sikker noget af en historie, som Kate Morton har strikket sammen. Dog meget trist.

streg

Resumé

I sommer 1862 samles en masse unge i maleren Edward Radcliffes hjem for at tilbringe sommeren sammen. Men noget går galt og en stor tragedie opstår, som gør at ingen nogensinde bliver den samme igen. Efter 150 år finder den unge arkivar Elodie en gammel lædertaske med et billede af en kvinde og en skitse af et hus, som fascinerer hende. Hun kan ikke lade være med at genkende et eller andet ved huset. Det hele har en så stor tiltrækningskraft på hende, at hun bliver nødt til at undersøge det nærmere, og hun starter derfor sin egen private efterforskning.

streg

Anmeldelse

Jeg havde hørt lidt blandet anmeldelser om ’Urmagerens datter’. Så jeg var meget spændt på, hvad jeg ville finde, jo længere jeg kom ind i historien. Hele historien bliver bygget rigtig meget op, men jeg følte også, at der gik for lang tid, inden man kom derhen. Det blev en smule for langtrukken for min smag, da jeg havde svært ved at følge med i alle personerne, og hvor vi befandt os i historien.

Vi befinder os flere forskellige steder i historien, både fortid og nutid. Vi skifter også mellem forskellige personer i forhold til, hvordan de har enten har påvirket den oprindelige historie, eller om de har haft en bestemt viden omkring, hvad der sket dengang for længe siden. Det store mysterium får man ikke afsløret før hen imod slutningen. Det er egentligt en ret god historie, som forfatteren fortæller os, og den er også meget sørgelig, og jeg blev en smule påvirket af den, men jeg var mest bare lidt glad for, at jeg endelig kom derhen, fordi jeg synes vejen var lang, og den var også for lang.

Vi møder en del mennesker, men den person vi følger mest i nutiden er Elodie. Jeg har egentligt ikke så meget at sige om hende, fordi jeg følte, at hun manglende noget karakter og noget karakterstyrke. Hun var meget vag i sine følelser. Den eneste gang man ser noget passion hos hende, er da hun vælger at tage afsted til Brichwood Manor, men selv da er vi faktisk ikke vildt meget med i hendes tanker. Jeg følte mere, at pludselig så var vi der bare med hende.

Men ’Urmagerens datter’ havde også noget, jeg godt kunne lide. Bogen bringer alligevel en stemning med sig som er svær at beskrive, men jeg tror at fans af Lucinda Riley og dem, som godt kan lide at læse historiske bøger, ville kunne blive fanget af noget i denne bog. Man skal dog huske at holde tungen lige i munden angående det persontræ vi møder.

streg

j

Skrevet af Marie Lorentzen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code