“Vi som elskede” af Renée Carlino

Vi som elskede

Originaltitel: Before we were strangers
Forfatter: Renée Carlino
Oversat af: Signe Lyng
Genre: Kærlighedsroman

Sider: 338
Forlag: People’s Press
Udgivelsesdato: 8. oktober 2018
DUO stjerner III

 

 


Tak til People’s Press for anmeldereksemplaret.

’Vi som elskede’ viste sig at indeholde en virkelig stærk kærlighedshistorie, som tog pusten fra mig.

streg

Resumé

Matt og Grace møder hinanden på universitet i New York, hvor de bor på samme kollegie. Hun studerer musik og han studerer fotografi. Begge har de store drømme for deres fremtid, og alt imens forelsker de sig lidt mere i hinanden, for hver dag der går. Da Matt får mulighed for at få en praktikplads ved National Geographic i Sydafrika, ender han med at tage det, men da han kommer hjem igen, er Grace forsvundet. 15 år senere ser de tilfældigt hinanden i undergrunden. Matt har altid undret sig over, hvad der skete med Grace, og han håber et opslag på Craigslist vil nå frem til hende, så de kan få indhentet tiden.

streg

Anmeldelse

En af de ting, der først sprang mig i øjnene med ’Vi som elskede’ var helt sikkert både den flotte forside og det citat, der var sat på, som er fra forfatteren Colleen Hoover. Hun er nemlig en forfatter, som jeg er ret vild med, og derfor håbede jeg også, at denne bog ville falde i min smag, når hun har været så begejstret for den.

Bogen springer lidt i tiden. Først befinder vi os i nutiden, hvorefter vi springer 15 år tilbage i tiden, til dengang Matt og Grace møder hinanden, så man kan få hele deres historie fra begyndelsen. Til sidst springer vi frem i tiden igen til nutiden. Jeg syntes, at det fungerede virkelig godt, og gav samtidig noget tempo til historien. Samtidig skiftede vi lidt synspunkt mellem Grace og Matt, og var derfor heldige at få et indblik i dem begge.

Historien ramte mig virkelig, og den er utroligt velskrevet. En rigtig feel-good roman, som både bragte smil og hjerteknugen frem hos mig. Det var en historie, som jeg ikke lige glemmer igen, og som har sat sine spor.

’Vi som elskede’ er en bog, jeg varmt kan anbefale. Hvis du kan lide bøger med stærke karakterer, med en utrolig rørende kærlighedshistorie, så er ’Vi som elskede’ et perfekt valg. Jeg er også overbevist om, at det bliver en bog, som jeg kommer til at tage fat i igen i fremtiden.

streg

AM DUO

Skrevet af Anne Mette Bach Jeppesen


Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

AlphaOmega Captcha Classica  –  Enter Security Code